Antifosfolipidsyndrom (APS) er en sjælden autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret får blodet til lettere at danne blodpropper. Sygdommen debuterer typisk i den fødedygtige alder, og den kan påvirke graviditeten med øget risiko for gentagne aborter, svær svangerskabsforgiftning, væksthæmning, for tidlig fødsel og dødsfødsel.
Netop fordi sygdommen er sjælden, er den vanskelig at undersøge. Det er usikkert, hvor mange danskere der har APS, og om diagnosen i de danske sundhedsregistre er til at stole på, og dermed om registrene overhovedet kan bruges til at forske i sygdommen.
Det har vi nu undersøgt. Ved at gennemgå journalerne på de patienter, der står registreret med APS i Landspatientregisteret, har vi kunnet fastslå, hvor pålidelig registreringen er, og for første gang beregne, hvor mange der får sygdommen i Danmark.
Skandinavien er berømt for rigtig god registerforskning, som kan hjælpe forskere med at forstå sygdomme, herunder sjældne og komplekse sygdomme som APS, på befolkningsniveau. På den måde kan man beskrive hvor mange patienter der diagnosticeres hvert år og mange patienter lever med en sygdom. Det giver værdifuld viden som forskere kan arbejde videre med. Registrene rummer alle danske patienter og årtiers opfølgning, og de kan bruges til at besvare spørgsmål om behandling, geografiske forskelle og langtidsforløb, uden at den enkelte skal deltage i noget. Det forudsætter blot, at de, der står registreret med APS i registrene, faktisk har sygdommen i virkeligheden.
APS-diagnoser i Landspatientregisteret holder bedre, end man kunne frygte. Langt de fleste, der står registreret med APS som primær diagnose, har reelt sygdommen. Er diagnosen sat som bidiagnose, er billedet dårligere.
I praksis betyder det, at forskere kan gå i gang. Vi har vist, hvilke kriterier man skal bruge for at finde de rigtige patienter i registrene, og hvor sikre de forskellige fremgangsmåder er. Det er et konkret redskab, som kan bruges direkte i fremtidige danske studier.
Vi har samtidig fået et tal for, hvor mange der får APS i Danmark. Det giver et sammenligningsgrundlag, når man skal vurdere, om en klinisk kohorte (gruppe) er repræsentativ, og når danske tal skal holdes op mod udenlandske.
Sundhedsprofessionelle bør:
Forskere bør:
En kvinde fik for otte år siden diagnosen APS efter to tidlige aborter og en enkelt positiv antistofmåling lige efter en spontan abort. Diagnosen kom i journalen og har stået der siden. Hun har levet med forestillingen om, at en graviditet er farlig for hende.
Da hun henvender sig med ønsket om at blive gravid, gennemgås grundlaget på ny. Antistofmålingen blev aldrig gentaget, og de øvrige kriterier er ikke opfyldt. Hun har ikke APS. Det ændrer hele rådgivningen fra tæt overvågning og bekymring til et almindeligt graviditetsforløb.
Den modsatte situation findes også: Patienter med reel APS, hvor diagnosen aldrig blev registreret, og som derfor ikke bliver fanget, når de bliver gravide.
For forskningen gælder det samme. Begge patienter indgår i registerstudier, den ene som en case, hun ikke er, den anden slet ikke. Det er derfor, det er nødvendigt at vide, hvor godt registreringen faktisk holder.
Med validerede registerdata kan vi begynde at besvare de spørgsmål, patienterne stiller: Hvordan går det egentlig danske gravide med APS, hvilken behandling får de, og hvem får komplikationer på trods af behandling? Har de en overhyppighed af andre sygdomme?
Det samme grundlag gør det muligt at følge sygdommen ud over graviditeten: Blodpropper, hjertekarsygdom og anden autoimmun sygdom på lang sigt og at se, om behandlingen i Danmark følger anbefalingerne, og om der er forskelle på tværs af landet.
Fremadrettet vil registrene også kunne kobles til kliniske data og biobanker, så registerets bredde kombineres med detaljerede oplysninger om den enkelte patient. Det forudsætter, at grundlaget er i orden, at de, der står registreret med APS, faktisk har sygdommen.
Forskere fra flere medicinske discipliner, såsom fødselslæger, tromboselæger, jordemødre, sygeplejersker.