Når en patient med en gigtsygdom indlægges til rehabilitering, er noget af det første der sker, at patienten i samarbejde med sine behandlere sætter mål for forløbet. Det gør man, fordi målsætning er forudsætningen for et godt udbytte af rehabilitering. Det lyder enkelt, men effektiv målsætning kræver fælles beslutningstagen, altså at beslutninger træffes i fællesskab mellem patienten, evt. pårørende og teamet af behandlere. En forudsætning for at man som patient kan deltage aktivt i målsætningssamtalen er, at man kan forstå, vurdere og bruge information om sundhed, også kaldet sundhedskompetence, når man træffer beslutninger.
Gennem tre studier har vi undersøgt, hvordan patienters sundhedskompetence hænger sammen med deres oplevelse af at være involveret i beslutninger, der vedrører mål for deres rehabiliteringsophold. Resultaterne tegner et sammensat billede der har betydning for alle, der møder mennesker med gigt i en behandlingssituation.
Hvad ved vi om sammenhængen mellem patienters sundhedskompetence og deres involvering i fælles beslutningstagen?
Vi har undersøgt sammenhængen mellem sundhedskompetence og fælles beslutningstagen i forbindelse med målsætning. Overordnet set oplever patienter målsætning som en fælles opgave mellem dem selv og behandlerne. Dog skal vi som sundhedsfaglige have en opmærksomhed på de barrierer, som patienter oplever undervejs, herunder at den enkelte ikke kan eller vil tage ansvar grundet et syn på behandlere som værende autoriteter der ved bedst, en usikkerhed på formålet med målsætning eller at det er svært at modtage og anvende information.
Sammenhængen mellem patienters sundhedskompetence (målt på ni forskellige domæner ved hjælp af ”Health Literacy Questionnaire”, se tabel med de enkelte domæner nedenfor) og deres oplevelse af at være inddraget i fælles beslutningstagen viser sig langt fra at være ligetil. Både patienter med lav og patienter med høj sundhedskompetence oplever i reglen god inddragelse, mens patienter med moderat sundhedskompetence – dvs. patienterne ”i midten” – oplever ringere grad af inddragelse i fælles beslutningstagen. Det tyder på, at vi er gode til at spotte de patienter, der har et åbenlyst behov for støtte til beslutningstagen, men at vi overser patienterne ”i midten”.
Health Literacy Questionnaire vurderer sundhedskompetence ud fra ni domæner, hvor en person vurderer om vedkommende:
| 1 | …oplever forståelse og støtte fra sundhedsprofessionelle |
| 2 | …har tilstrækkelig information |
| 3 | …aktivt kan tage hånd om egen sundhed |
| 4 | …har social støtte til egen sundhed |
| 5 | …kan vurdere den information man får |
| 6 | …har et aktivt samarbejde med den sundhedsprofessionelle |
| 7 | …kan navigere i sundhedssystemet |
| 8 | …har evnen til at finde relevante informationer om sundhed |
| 9 | …kan forstå information om sundhed |
Forsøger vi at kategorisere patienterne i ”sundhedskompetence-profiler”, finder vi både profiler med generelt høj og generelt lav sundhedskompetence, men også flere profiler med varierende styrker og svagheder på tværs af de ni domæner. Det bekræfter, at generel høj sundhedskompetence ikke nødvendigvis betyder høj grad af oplevet inddragelse i fælles beslutningstagen.
Samlet ser det ud til, at betydningen af sundhedskompetence for oplevet inddragelse i fælles beslutningstagen er mere kompleks end som så og at behovet for støtte ikke kan reduceres til, om patienter har ”høj” eller ”lav” sundhedskompetence.
Forhåbningen er, at vores viden på sigt fører til ændringer i den måde vi tilgår patienterne på. Målet er, at alle patienter skal føle sig som en aktiv og ligeværdig del af de beslutninger der træffes i forbindelse med deres rehabiliteringsforløb.
Vi skal undgå at tro, at vi kan ”læse” patienten ud fra tidligere erfaringer og på den måde få et hurtigt indtryk af patientens sundhedskompetence som eneste rettesnor for, hvor meget støtte der er behov for i en beslutningsproces. Det er ikke nødvendigvis dem der virker mest udfordrede, der har behov for ekstra støtte - det kan lige så vel være patienterne ”midt i mellem”, som let bliver overset.
Ligeledes bør vi skabe tydelighed om roller og forventninger tidligt i forløbet, så patienten ved hvad der forventes af vedkommende i dialogen om mål for deres rehabiliteringsforløb. Vi skal bruge enkelt og konkret sprog og løbende tjekke, om patienten har forstået informationen og oplever sig som en del af beslutningen - og ikke kun modtager af den.
Næste skridt er, i samarbejde med behandlere og patienter, at udvikle og afprøve interventioner, for bedre at kunne imødekomme patienter med hensyntagen til deres sundhedskompetence. På sigt har vi et ønske om at have viden om alle patienters sundhedskompetence, for på den måde at kunne yde den bedst mulige støtte til alle patienter.
Patienter, sundhedsprofessionelle, ledere i sundhedsvæsenet