EV25_Link
14. marts 2025 2025-03-14 17:09EV25_Link
Educational Visit 2025
Vi glæder os til at byde velkommen til EV25 (Educational Visit) fra den 30. marts til den 3. april 2025 i Center for Viden om Gigt på Dansk Gigthospital i Sønderborg.
Årets tema er "Familieplanlægning og Gigt", hvor vi sætter fokus på at dele viden og resultater samt skabe netværk for alle interesserede i emnet. Det er en stor fornøjelse at kunne byde velkommen til 30 deltagere fra 18 forskellige lande samt internationale eksperter på området, som vil fylde dagene med spændende oplæg samt interaktive workshops.
De deltagende har forskellige baggrunde - nogle er ph.d.-studerende, professorer, reumatologer etc,. Fælles for dem alle er, at de har en interesse inden for temaet.

Se programmet for EV25
Nye perspektiver på familieplanlægning
I Sønderborg har vi etableret os som et fagligt fyrtårn inden for familieplanlægning i relation til gigt samt forskning i inflammatoriske gigtsygdomme.
Vi ønsker at dele vores ekspertise og vise, hvordan vi kombinerer banebrydende forskning med praktiske løsninger, der kan hjælpe patienter med at håndtere både gigt og deres reproduktive sundhed og familieplanlægning.
Vi inviterer til samarbejder
Vi lægger stor vægt på at styrke samarbejdet mellem forskningsenheder både nationalt og internationalt for at opnå de bedste resultater for vores patienter.

HYPATIA studiet
HYPTATIA studiet er et internationalt forskningsprojekt, der undersøger, om præparatet hydroxyklorokin (HCQ) kan forbedre graviditetsforløbet for kvinder med antifosfolipid antistoffer, når det tillægges standard behandlingen under graviditet.
HYPATIA er det første randomiserede kontrolstudie, der ser på effekten af HCQ hos gravide kvinder med disse antistoffer. Hvis resultaterne viser positive effekter, vil mange kvinder – både i Danmark og resten af verden – kunne få glæde af denne behandling fremover.
I HYPATIA skal der i alt inkluderes 400 kvinder, hvoraf 328 forventes at opnå en graviditet.
Hvordan undersøges studiet?
Deltagerne vil tage medicinen dagligt under hele graviditeten og indtil fødslen. En kontrolgruppe vil modtage en placebo tablet. Deltagerne bliver fulgt nøje med regelmæssige besøg og blodprøver, og nogle vil blive bedt om at donere væv fra deres moderkager til forskning.
I Danmark rekrutteres deltagerne fra Rigshospitalet, Hvidovre Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Dansk Gigthospital. Også hospitaler i England, Italien, Irland og Canada deltager i studiet.
Forventninger til studiet
Studiet forventes afsluttet i 2027.