Når rygsmerter ikke står alene: Multisygdom og behandlingsbyrde i rehabilitering (ekstern bidrag til rygsøjlegigt nyhedsbrev)

Når rygsmerter ikke står alene: Multisygdom og behandlingsbyrde i rehabilitering

Ryg- og nakkesmerter er en af de hyppigste årsager til nedsat funktionsevne – både i Danmark og internationalt [1,2]. Mange af de personer, der søger hjælp for længerevarende smerter fra ryg og nakke, lever dog ikke kun med én sundhedsudfordring. Ofte indgår smerterne i et mere komplekst sygdomsbillede, hvor andre kroniske lidelser som depression, diabetes, KOL eller hjerte-kar-sygdom spiller en rolle [3]. Multisygdom er med andre ord udbredt i denne patientgruppe hvilket øger både kompleksiteten i behandlingen og byrden i hverdagen for de berørte. Samtidig er mange rehabiliteringstilbud og behandlingsforløb stadig bygget op omkring én sygdom ad gangen, hvilket kan føre til oplevelser af fragmentering, modstridende anbefalinger og manglende sammenhæng [4,5]. Taget i betragtning af, at forekomsten af multisygdom forventes at stige over de næste årtier [6], er det vigtigt at nutidens sundhedsvæsener bliver oprustet for at bedre kunne hjælpe patienter med ryg- og nakkesmerter i fremtiden.  

I et igangværende forskningsprojekt, i samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital, Regionshospitalet Silkeborg samt Aarhus og Aalborg Kommune, undersøger vi, om og hvordan multisygdom og behandlingsbyrde påvirker rehabilitering hos personer med ryg- og nakkesmerter.

I projektet kortlægges forekomsten af multisygdom blandt personer henvist til et forløb på Reumatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og Medicinsk Rygklinik på Regionshospitalet Silkeborg. For at få indblik i borgernes belastning i hverdagen opdeles de i fire grupper baseret på selvrapporteret behandlingsbyrde: ingen, lav-, moderat- eller høj behandlingsbyrde. Behandlingsbyrde dækker over den samlede indsats, en person yder for at håndtere sine sygdomme, fx kontakt med sundhedsvæsenet, medicinering, egenomsorg og koordinering af egen indsats [7]. De første resultater viser, at mange personer med rygsmerter (over 25%) lever med en betydelig (og ofte usynlig) belastning. Denne viden giver et mere realistisk billede af borgernes samlede situation, som sjældent fremgår af journalsystemer og diagnosekoder alene.

Et centralt formål med projektet er at undersøge, hvordan graden af behandlingsbyrde hænger sammen med borgernes forløb på tværs af sektorer, herunder deres forbrug af sundhedsydelser og den behandling, de modtager. Samtidig ses der på, om behandlingsbyrden har betydning for det samlede udbytte af rehabiliteringen.

For at få dybere indsigt i, hvordan denne byrde opleves i praksis, har projektgruppen interviewet personer med høj behandlingsbyrde og multisygdom. Her beskrives det, hvordan livet med flere samtidige sygdomme fører til træthed, mental overbelastning og følelsesmæssig udmattelse – hvilket kan hæmme deltagelse og udbytte af rehabilitering. Flere af deltagerne oplevede et sundhedssystem med fokus på enkeltdiagnoser frem for hele mennesker med komplekse behov. Omvendt blev det fremhævet, at når sundhedsprofessionelle tog sig tid til at forstå den samlede situation og udviste empati og fleksibilitet, skabte det større tillid og motivation hos borgerne. Det peger på et behov for mere tværfaglige, sektorovergribende og personcentrerede indsatser [8].

Ved at tage højde for både multisygdom og behandlingsbyrde og skabe mere sammenhængende og helhedsorienterede forløb, er der potentiale for at støtte denne patientgruppe bedre. For at sikre meningsfulde og effektive rehabiliteringstilbud til denne patientgruppe er der således behov for, at der udvikles modeller, der i højere grad tager udgangspunkt i borgerens samlede sygdomsbillede og ressourcer. Ligeledes må fremtidens sundheds- og uddannelsesvæsen udforske nye veje til at klæde sundhedsprofessionelle bedre på til at håndtere den kompleksitet, multisygdom medfører. De første resultater forventes publiceret i foråret 2026, og den samlede ph.d.-afhandling afsluttes sommeren 2027.

Referencer

  1. Ferrari AJ, Santomauro DF, Aali A, Abate YH, Abbafati C, Abbastabar H, et al. Global incidence, prevalence, years lived with disability (YLDs), disability-adjusted life-years (DALYs), and healthy life expectancy (HALE) for 371 diseases and injuries in 204 countries and territories and 811 subnational locations, 1990–2021: a systematic analysis for the Global Burden of Disease Study 2021. The Lancet. 2024 Apr;S0140673624007578.
  2. Mairey I, Rosenkilde S, Klitgaard MB, Thygesen LC. Sygdomsbyrden i Danmark: – sygdomme. Sundhedsstyrelsen; 2022. 460 p. Available from: https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/bilag/107/2670755.pdf
  3. Gandløse JS, Sørensen CWM, Hemmingsen CT, Larsen KW, Palsson TS. Mapping Comorbidities in Patients With Low Back Pain—A Systematic Review. Physiotherapy Res Intl. 2025 Oct;30(4):e70109.
  4. Skou ST, Mair FS, Fortin M, Guthrie B, Nunes BP, Miranda JJ, et al. Multimorbidity. Nat Rev Dis Primers. 2022 Jul 14;8(1):48.
  5. Gandløse JS, Tróndarson TF, Vela J, Westermann R, Dreyer LW, Skou ST, et al. Does spinal pain management account for the presence of other health conditions? – A scoping review. European Journal of Physiotherapy. 2024;1–11.
  6. Pearson-Stuttard J, Ezzati M, Gregg EW. Multimorbidity—a defining challenge for health systems. The Lancet Public Health. 2019 Dec;4(12):e599–600.
  7. Duncan P, Murphy M, Man MS, Chaplin K, Gaunt D, Salisbury C. Development and validation of the Multimorbidity Treatment Burden Questionnaire (MTBQ). BMJ Open. 2020 Dec;8(4):e019413.
  8. Gandløse J, Palsson T, Vela J, Rolving N, Andreasen J. “It becomes a vicious circle, where one thing drains energy from the other.” Perspectives from patients with spinal pain and comorbidities on rehabilitation – A nested qualitative study. [Under review in European Journal of Pain]. 2025

Forskere

Thorvaldur Skuli Palsson (th)
Head of research, Physiotherapist  

Jacob Straarup Gandløse (tv)
PhD studerende, Physiotherapist

Aalborg University Hospital
Deparment of Physiotherapy and
Occupational Therapy & Research Unit
Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg