Nyhedsbrev – Alm praksis og hospitaler

Rehabilitering i gigtbehandling

November 2024

Forståelsen
af rehabilitering

Siden 2004 har vores forståelse af rehabilitering i gigtbehandlingen udviklet sig markant. I dag ser vi det som en omfattende proces, der rækker langt ud over fysisk genoptræning. I Center for Viden om Gigt og på Dansk Gigthospital arbejder vi ud fra den nyeste Hvidbogs (2022) definition, som dækker både fysiske, psykiske, kognitive og sociale aspekter af borgerens funktion i hverdagen.

Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang, hvor vi ser på hele mennesket og dets livssituation. Det er særligt vigtigt, når vi taler om de mange udfordringer, som patienter med gigt ofte står overfor.

Det er essentielt, at alle fagpersoner har blik for rehabilitering, så det ikke blot handler om at løse problemer, som de opstår eller at yde omsorg. Derimod skal vi tænke rehabilitering sådan, at vi søger at støtte den enkelte gigtpatient, så de så vidt muligt kan bevare deres aktiviteter, liv og vaner gennem træning og måske i sidste instans med hjælpemidler.

Det kan være en jungle som gigtpatient at finde sin vej gennem kommunale og ambulante tilbud, der kan hjælpe med at sikre og opretholde en hverdag med en kronisk sygdom.

Mange efterspørger hjælp fra en person, der bevarer overblikket over deres forløb, og derfor har vi fokus på at implementere en koordinerende rolle i vores rehabilitering. 

For lige netop der er det ekstremt vigtigt, at vi søger sammenhæng gennem god kommunikation og effektivt samarbejde på tværs af faggrupper og på tværs af hospitalet og kommunen.

Hvad er rehabilitering?

Rehabilitering er et relativt nyt begreb i Danmark.
Den første Hvidbog om rehabiliterings- begrebet udkom i 2004 med henblik på at skabe bred accept af begrebet og styrke praksis.
Siden da har kommunerne fået ansvaret for mange rehabiliteringsopgaver.

Et holistisk blik på rehabilitering

På Dansk Gigthospital ser vi hele mennesket. Vi bruger Hvidbogens (2022) brede definition, som favner både krop, psykiske og social funktion i hverdagen. Sådan kan vi bedst forstå og give støtte til vores gigtpatienter i deres udfordringer.

Hvem har brug for gigtrehabilitering?

Selv om vi de seneste år har set store fremskridt i medicinsk behandling af gigtsygdomme, er der stadig et stort behov for specialiseret rehabilitering. Omkring en tredjedel af patienter med leddegigt, psoriasisgigt og rygsøjlegigt oplever ikke en tilstrækkelig effekt af eller kan ikke tåle den medicinske behandling. Cirka halvdelen lever med generende smerter og udmattelse (fatigue/træthed) og har dobbelt så høj risiko for hjerte-kar-sygdomme. Op til 40% mister deres arbejde inden for de første år efter diagnosen. Omkring halvdelen har moderate søvnproblemer, og mellem 20-35% lider af angst og depression. Hvis patienten ikke kan få tilstrækkelig støtte gennem de kommunale tilbud, kan disse komplekse problemer kræve en tværfaglig indsats fra et team med særlig viden om gigt.

150.000 danskere oplyser, at de har artrose, er generet af smerter og har problemer med at gå eller bære.

Kilde: Gigtforeningen

Rehabiliteringsophold for styrket funktionsevne og øget livskvalitet

I nogle tilfælde har de kommunale tilbud ikke været tilstrækkelige til at øge patienters funktionsevne og forbedre deres livskvalitet. Derfor tilbyder Dansk Gigthospital og SANO i Aarhus, Skælskør og Middelfart rehabilitering under indlæggelse til personer med forskellige gigtsygdomme.

Reumatolog eller praktiserende læge? Henvis til rehabiliteringsophold på Dansk Gigthospital (14 dage) eller SANO (4 uger), som hører under frit sygehusvalg.

På Dansk Gigthospital har vi rehabiliteringsophold for patienter med komplekse problemstillinger og evt. samtidige sygdomme, hvor patienter hos SANO skal være selvhjulpne. Vores team består af reumatologer, sygeplejefagligt personale, fysioterapeuter, ergoterapeuter og socialrådgiver. De er alle trænet i bl.a. motiverende samtale og en særlig form for terapeutisk tilgang kaldet FACT, Focused Acceptance and Commitment Therapy. 

Det gør, at vi kan hjælpe patienten med alle aspekter af deres udfordringer.

“Der er blevet set på ”hele mig” og det har været super godt. Jeg har fået en lille åbenbaring – at jeg ikke behøver at have det dårligt hele tiden. Der kan være tidspunkter, hvor jeg kan gøre lidt mere sammen med børnene, der kan være ”belønningsdage”.

– Hanne, som for nylig har været indlagt på et rehabiliteringsophold på Dansk Gigthospital pga. smerter fra en svær artrose.

 

Et ophold på Dansk Gigthospital varer som regel 14 dage, dvs. 10 hverdage med mulighed for at tage hjem i weekenden. I løbet af den tid er der tilbud om både gruppesessioner og individuel behandling. Her er læger til stede døgnet rundt, og vi har faciliteter til at håndtere patienter med forskellige grader af nedsat funktion, herunder mulighed for loftlift og træning i varmtvandsbassin.

WORK-ON:
Hjælp til at blive
i arbejde med gigt

WORK-ON er et nyt forskningsprojekt, der undersøger effekten af et 6-måneders program, som skal hjælpe patienter med inflammatoriske gigtsygdomme med at blive på deres arbejdsplads. Programmet er udviklet på baggrund af den nyeste viden om, hvordan man bedst hjælper mennesker med komplekse problemstillinger.

Det indeholder støtte fra en erfaren ergoterapeut, undervisning i grupper og individuelle samtaler efter behov. Vi undersøger, om programmet kan forbedre arbejdsevnen og hjælpe folk med at beholde deres job. Hvis effekten viser sig at være god, vil der også blive gennemført en sundhedsøkonomisk evaluering af programmet.

INSELMA-projektet:
Hjælp til selvhjælp ved kronisk gigt

Selvom der er sket markante forbedringer i muligheden for medicinsk behandling for mennesker med leddegigt, psoriasisagtigt og rygsøjlegigt, oplever mange fortsat udfordringer i hverdagen. Derfor har vi i samarbejde med patienter, klinikere, ledere og forskere fra Dansk Gigthospital og Rigshospitalet-Glostrup udviklet en sygeplejekoordineret tværfaglig self-management intervention, som fokuserer på at give skræddersyet hjælp til hver enkelt patient, så de bedre kan håndtere deres problemer.

Resultaterne viser indtil videre øget mentalt velvære og livskvalitet og færre symptomer på angst, depression, smerter og træthed. Studiet udvides derfor nu med en kontrolgruppe i et lodtrækningsforsøg. Hvis vi kan genskabe de meget positive resultater fra pilotafprøvningen, vil vi også gennemføre en sundhedsøkonomisk evaluering. Undersøgelsen foregår på tre forskellige gigtafdelinger i Danmark (Rigshospitalet- Glostrup, Frederiksberg og Dansk Gigthospital) og kan potentielt ændre den måde, vi arbejder tværfagligt på i ambulant gigtbehandling.

Billeder fra vores hospital og af vores postdoc og fysioterapeut.