Odense Kommune og CeViG deler viden om gigt, arbejde og muligheder
20. November 2025 2025-11-21 11:21Odense Kommune og CeViG deler viden om gigt, arbejde og muligheder
Odense Kommune og CeViG deler viden om gigt, arbejde og muligheder
Hvordan kan forskningsbaseret viden hjælpe kommunale medarbejdere med at støtte borgere med gigt – både i fastholdelse af job og i vejen tilbage til arbejdsmarkedet? Det spørgsmål stod centralt, da Odense Kommune i oktober 2025 åbnede dørene til et fyraftensmøde i samarbejde med Center for Viden om Gigt (CeViG).
For Tina Andersen, afdelingsleder for Job & Sygdom i Odense Kommune, var motivationen klar:
”Vi har mange borgere med gigt, og nogle gange kan vi være i tvivl, om vi ved nok til at hjælpe dem bedst muligt. Derfor sagde vi ja til at holde et fyraftensmøde sammen med CeViG – for at få den nyeste viden fra forskningen og blive klogere på, hvordan vi bedst kan støtte borgerne.”
Forskning i øjenhøjde
På fyraftensmødet blev der sat fokus på de udfordringer, som mennesker med inflammatoriske gigtsygdomme ofte oplever i relation til arbejde. For mange handler det ikke kun om smerter og funktionsnedsættelser, men også om energiforvaltning, hjælpemidler og forståelse fra omgivelserne.
”Nogle borgere kan have svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet, simpelthen fordi de ikke ved, hvad der findes af hjælpemidler, eller hvordan de kan planlægge deres energi,” forklarer Tina Andersen. ”Samtidig kan arbejdsgivere mangle viden om, hvordan man bedst fastholder en medarbejder med gigt – eller have bekymringer, som skyldes misforståelser.”
Netop derfor oplever hun, at det gør en forskel, når kommunale medarbejdere får viden direkte fra forskningen. ”Når det kommer fra CeViG, så ved vi, at det bygger på evidens – og at det, vi lærer, virker i praksis. Det giver tryghed både for os og for borgerne. Så det samarbejde ønsker vi at bygge videre på for at imødekomme vores borgere med opdateret og evidensbaseret viden.”
Nye perspektiver på kendte udfordringer
Efter fyraftensmødet var tilbagemeldingerne fra medarbejderne tydelige: De havde fået en dybere forståelse for de mange aspekter, der spiller ind, når borgere med gigt skal fastholdes i job.
”Vores jobrådgivere blev mere opmærksomme på, hvordan skånehensyn og fleksibilitet kan bruges aktivt, og hvordan de kan formidle det videre til arbejdsgivere,” siger Tina Andersen. ”De har også fået konkrete idéer til, hvordan de kan hjælpe borgerne hurtigere med de rigtige indsatser og hjælpemidler.”
Et samarbejde med borgeren i centrum
Samarbejdet mellem CeViG og Odense Kommune bygger på et fælles mål: at skabe bedre livs- og arbejdsvilkår for mennesker med gigt gennem viden, forståelse og handling.
”Den type samarbejde, som CeViG lægger op til, giver rigtig god mening,” siger Tina Andersen og fortsætter: ”Det er et samarbejde, der ikke kun handler om forskning for forskningens skyld – men om, hvordan viden kan bruges konkret i vores arbejde med borgerne. Når vi får forskningen tættere på praksis, bliver vi også bedre til at hjælpe.”
Hun håber, at endnu flere kommuner vil få mulighed for at deltage i lignende møder – måske også i digitale formater. ”Vi er jo kun en lille del af jobcenteret, og der er mange flere afdelinger, som ville have gavn af oplægget. Et online fyraftensmøde vil kunne nå langt flere medarbejdere.”
Brobygning i praksis
For CeViG er fyraftensmøderne en vigtig del af arbejdet med at gøre forskning tilgængelig og relevant for de fagfolk, der møder borgerne til daglig – og at dele viden på et forståeligt sprog. Når forskning møder jobcenterets praksis, opstår der ny forståelse og ny energi til at skabe forandring for begge parter.
Fakta: CeViGs fyraftensmøder
CeViGs fyraftensmøder er et tilbud til kommuner, der ønsker at styrke medarbejdernes viden om gigt, rehabilitering, familieplanlægning og arbejdsfastholdelse.
Formålet er at bygge bro mellem forskning og praksis og skabe nye samarbejder til gavn for borgerne.
Kontakt vores kommunikationsansvarlige, Kia Preethi Skov-Sørensen, for at høre mere om kommende fyraftensmøder og muligheder for samarbejde.
John deler sin personlige historie om livet med en gigtsygdom
Fakta CeViGs fyraftensmøder
CeViGs fyraftensmøder er et tilbud til kommuner, der ønsker at styrke medarbejdernes viden om gigt, rehabilitering, familieplanlægning og arbejdsfastholdelse.
Formålet er at bygge bro mellem forskning og praksis og skabe nye samarbejder til gavn for borgerne.
Kontakt vores kommunikationsansvarlige, Kia Preethi Skov-Sørensen, for at høre mere om kommende fyraftensmøder og muligheder for samarbejde.