Astrid Damgaard og forskning
11. marts 2024 2024-04-02 10:43Astrid Damgaard og forskning
Astrid Damgaard
Ph.d. studerende og fysioterapeut
1. Hvad er dit forskningsområde, og hvad er den overordnede betydning af dit arbejde?
Rehabilitering og herunder fatigue. Vi håber, at vi kan være med til at mindske sværhedsgraden af fatigue og dens indvirkning på hverdagen for personer med en inflammatorisk gigtsygdom, samt øge opmærksomheden på fatigue generelt.
2. Hvordan blev du inspireret til at forfølge din karriere i forskningsverdenen?
Drømmen om at tage en kandidat startede allerede, da jeg læste til fysioterapeut. Her var jeg utrolig heldig at have mange virkelige passionerede og dygtige undervisere.
De plantede frøet og er en af grundende til, at jeg er her i dag. Men jeg vidste for alvor, at jeg ville fortsætte i forskningens verden, da prof. Jette Primdahl og Prof. Ann Bremander gav mig muligheden for at lave et scoping review i samarbejde med dem og to andre dygtige forskere.
Siden den dag tilbage i 2020, har jeg tænkt, at jeg vil arbejde for en plads i forskning og, hvis jeg kan blive i nærheden af de dygtige professorer, som gav mig chancen for at blive forsker – så vil jeg være rigtig glad.
Derudover brænder jeg for at forbedre praksis gennem praksisnær forskning både for patienterne, men også for mine kollegaer.
3. Hvad er de største udfordringer, du har mødt som kvindelig forsker, og hvordan har du overvundet dem?
Jeg har endnu ikke oplevet, at mit køn er en hindring eller en udfordring, som forsker.
4. Hvordan arbejder du for at fremme ligestilling og inklusion indenfor forskning?
Jeg ved ikke om jeg direkte arbejder med ligestilling, men jeg gør mit bedste for at støtte nuværende og kommende kollegaer, samt være med til, at der skal være plads til alle.
For det er trods alt vores forskelligheder, der gør forskningen bedre.
5. Hvilke råd vil du give til unge kvinder, der ønsker at forfølge en karriere inden for forskning?
Spring ud i det! Det er fedt!
Overvej under, hvilke præmisser du vil være inden for forskning – for der er altid mere at lave.
Vælg forskningssted og område med hjertet, hvis det er muligt. Hovedet skal nok følge med – men det er vigtigt at være glad for det man laver og det arbejdsmiljø man er i.
6. Hvad er dit mest betydningsfulde forskningsresultat eller opdagelse, og hvorfor?
Resultatet af vores scoping review, hvor vi afdækkede patienternes behov for self-management støtte, og om det er de behov vi dækker med vores intervention.
Disse resultater kan potentielt være med til at forme, hvad vores fremtidige self-management interventioner indeholder, dermed dække patienternes behov bedre.
7. Hvordan kan vi inspirere flere kvinder til at vælge STEM-fag (Science, Technology, Engineering, and Mathematics)?
For mig har forbilleder altid været vigtige – at kunne spejle mig og se hvor jeg gerne vil ende.
Gør opmærksom på de kvinder der er i STEM-fag.