SPINCODE/Gastroenterologer

Mave/tarmlæger

Fra symptomdebut til diagnosen axial spondylartrit stilles, går der i Danmark stadigvæk i gennemsnit 6,5 år for mænd og 8,8 år for kvinder. Det vil vi gerne forsøge at gøre noget ved. Et af formålene med vores forskningsprojekt SPINCODE er at øge opmærksomhed i primærsektoren og ved specialer som behandler associerede sygdomme, på patienter med symptomer som kan tyde på begyndende rygsøjlegigt.

Projekt SPINCODE

Sammen om at nedbringe diagnosetiden

Gastroenterologer

Inflammatorisk tarmsygdom er en hyppig diagnose i et gastromedicinsk ambulatorium. Det vides, at der findes en association mellem inflammatorisk tarmsygdom og axial (samt perifer) spondylartrit. I litteraturen angives forskellig forekomst af axial spondylartrit blandt patienter med inflammatorisk tarmsygdom, varierende fra 5 og op til 40 %.

Fra reumatologisk perspektiv bemærkes, at der til trods for betydelig forbedring, hvad angår både udredning og medicinsk behandling inden for de seneste 15-20 år, fortsat er et påfaldende diagnostisk delay. Fra symptomdebut til diagnosen axial spondylartrit stilles, går der i Danmark stadigvæk i gennemsnit 6,5 år for mænd og 8,8 år for kvinder. Det vil vi gerne forsøge at gøre noget ved. Et af formålene med vores forskningsprojekt SPINCODE er at øge opmærksomhed i primærsektoren og ved specialer, som behandler associerede sygdomme, på patienter med symptomer som kan tyde på begyndende rygsøjlegigt.

Har du patienter med IBD i dit ambulatorium, som har haft lænderygsmerter i mere end 3 måneder og ved symptomdebut er under 45 år, så kan din patient være relevant projektkandidat.

Projektet sigter mod tidlig diagnosticering, behandling og rehabilitering af alle deltagere i et forløb over 2 år. Der undersøges en række nye skanningsteknikker, som forhåbentlig kan hjælpe med at diagnosticere sygdommen mere sikkert, også tidlig i forløbet. Desuden afprøves en ny ambulant tværfaglig rehabiliteringsintervention.

Hvis du vurderer, at din patient kunne være egnet og patienten er interesseret, er du velkommen til at henvise patienten direkte til Dansk Gigthospital.  Er du i tvivl eller har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Center for Viden om Gigt på Gigthospitalet (TLF: 73654041/ cevig@danskgigthospital.dk)