SPINDCODE/Viden til alm Praksis
8. december 2023 2024-07-05 9:51SPINDCODE/Viden til alm Praksis
Viden til Alm. praksis
Undersøgelser viser at der stadigvæk i Danmark i gennemsnit går 6,5 år for mænd og 8,8 år for kvinder fra symptomdebut indtil diagnosen rygsøjlegigt stilles. Det vil vi gerne forsøge at gøre noget ved. Et af formålene med vores forskningsprojekt SPINCODE er at øge opmærksomhed i primærsektoren på patienter med symptomer som kan tyde på begyndende rygsøjlegigt.
Sammen om at gøre en forskel
Projekt SPINCODE
Rygsmerter er en hyppig kontaktårsag i almen praksis på tværs af alle aldersgrupper. Det kan være vanskelig at identificere en enstydig årsag til den enkelte persons rygsmerter. Ikke desto mindre er det relevant at forsøge at identificere personer i risiko for specifikke rygsygdomme, som bl.a. rygsøjlegigt. Undersøgelser viser, at der stadigvæk i Danmark i gennemsnit går 6,5 år for mænd og 8,8 år for kvinder fra symptomdebut, indtil diagnosen rygsøjlegigt stilles. Det vil vi gerne forsøge at gøre noget ved. Et af formålene med vores forskningsprojekt SPINCODE er at øge opmærksomhed i primærsektoren på patienter med symptomer, som kan tyde på begyndende rygsøjlegigt.
Har du en patient i din praksis, som har haft ondt i lænderyggen i minimum 3 måneder og ved symptomdebut er under 45 år, så kan din patient evt. være relevant projektkandidat.
For at kunne deltage i projektet, skal patienten derudover enten have psoriasis, inflammatorisk tarmsygdom (Mb. Crohn eller colitis ulcerosa), uveitis (aktuel eller tidligere) eller være HLA-B27 positiv. Er du i tvivl eller har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Center for Viden om Gigt (tlf. 73654041/cevig@danskgigthospital.dk) eller henvise patienten direkte til Gigthospitalet.
Projektet sigter mod tidlig diagnosticering, behandling og rehabilitering af alle deltagere i et forløb over to år. Der undersøges en række nye skanningsteknikker, som forhåbentlig kan hjælpe med at diagnosticere sygdommen mere sikkert, også tidligt i forløbet. Desuden afprøves en ny ambulant tværfaglig rehabiliteringsintervention.
Hvis du vurderer, at din patient kunne være egnet og patienten er interesseret, er du velkommen til at henvise patienten direkte til Dansk Gigthospital.